Boganmeldelser på Blogger

Vejledning
https://support.google.com/blogger/answer/1623800

Oversigt

Kategori
Et danskfagligt forløb i en 5. klasse om boganmeldelser.

Eleverne skriver boganmeldelser på baggrund af en selvvalgt skønlitterær bog. Til forløbet bruges det digitale læremiddel Blogger (en blog-platform på nettet), hvilket giver eleverne mulighed for at læse hinandens blogs, kommentere på dem, og derved lære af hinanden.
Alderstrin
5. kl.
Fag
Dansk
Fagligt indhold
- At bruge Blogger
- Boganmeldelsen som genre
- Eleverne skal præsentere en boganmeldelse gennem det digitale læremiddel Blogger
Formål (fælles mål)
Fælles Mål for dansk 2009:
Trinmål efter 6. klasse

Det skrevne sprog – skrive:
- Skrive kommenterende, forklarende og argumenterende med et ordforråd tilpasset forskellige teksttyper

Sprog, litteratur og kommunikation:
- Karakterisere og kunne anvende forskellige genrer inden for fiktion og ikke-fiktion
Teknisk platform

(PC, mac, iPad, mobil, kamera, etc.)
PC
Links til vejledninger og toutorials,

som kan hjælpe på vej i brugen af de tekniske hjælpemidler
https://support.google.com/blogger/answer/1623800
Links til eventuelle egen produktioner, som illustrerer,

hvordan det digitale læremiddel kan anvendes
http://bklassenanmelder.blogspot.dk

Undervisningsforløb – boganmeldelser af skønlitterære bøger i 5. klasse

Rammer
Vi har valgt at lave et danskfagligt forløb i en 5. klasse om boganmeldelser. Eleverne skriver boganmeldelsen på baggrund af en selvvalgt skønlitterær bog. Til forløbet har vi valgt at bruge det digitale læremiddel Blogger, som er en blog-platform på nettet, for at eleverne har mulighed for at læse hinandens blogs, kommentere på dem, og derved lære af hinanden.

Forudsætninger for forløbet
- At eleverne har læst en skønlitterær bog op til forløbet
à dette forløb ligger efter arbejdet med bogen, som eleverne har valgt. Eleverne kan i forvejen have arbejdet med fx personbeskrivelser, resumé mm.
- At læreren har oprettet en blog på Blogger

Dannelsessyn
I folkeskolens formålsparagraf står der, at "Folkeskolen skal […] give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere […] og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling".
Dette citat illustrerer den dobbeltsidighed som skolens opgave er; nemlig at danne til uddannelse og arbejdsmarked og at skabe hele mennesker. Dette er et dannelsessyn, vi kan tilslutte os, da vi mener, at det er vigtigt at være et alsidigt menneske, der kan klare sig på mange forskellige områder i samfundet.
Vi ønsker at danne eleverne til hjælpsomme individer, med respekt for andre mennesker. Eleverne skal lære at samarbejde og at have en god omgangstone med hinanden, samt at acceptere hinandens forskelligheder.

Digital dannelse
Det er derudover vigtigt at danne eleverne til demokratiske borgere, der skal tilegne sig kompetencer i at bruge digitale kommunikationsværktøjer til at udtrykke sig, og indgå i sociale fællesskaber.
I et moderne samfund, hvor digitale medier er en stor del af vores dagligdag, risikerer man hurtigt at blive sat af, hvis man ikke har oparbejdet et kendskab til internettet og dets kommunikationsmuligheder.

Vi vil pointere, at det ikke er vores ønske at digitalisere al undervisning, men vi føler, at eleverne skal rustes til det samfund, de er en del af, og det studie- og arbejdsliv, de bliver en del af i fremtiden.

Læringssyn
Vores læringssyn bygger på et socialkonstruktivistisk perspektiv, hvor eleven indgår aktivt i skabelsen af sin egen forståelse af verden, både gennem egen refleksion og gennem kommunikationen med andre. I forløbet kommer dette til udtryk ved, at eleverne skal arbejde selvstændigt, både med hensyn til udarbejdelse af anmeldelsen og gennem feedback. De skal tage stilling til og vurdere både eget og andres produkt, og kan herved lære mere, både om genren boganmeldelse og om samtalekultur på nettet. Evalueringsfasen lægger op til at eleverne skal reflektere over deres eget udbytte. Samtidig kan de høre de andre elevers udsagn og reflektere kollektivt over forløbet. Eleverne kan herved få udvidet deres horisont.

Fagsyn
”Undervisningen skal styrke elevernes beherskelse af sproget og udvikle en åben og analytisk indstilling til samtidens[…] udtryksformer.”
Sådan står der i formålet for dansk (Fælles Mål 2009). Ved dette forstår vi, at man gennem en åben og analytisk indstilling skal lære at få en kritisk tilgang til de mange tekster[1], man møder i hverdagen, fx på nettet, i medierne, andres udsagn mm. I forhold til digitale medier skal eleverne kende betydningen af forskellige kommunikationsformer, forstå mediernes påvirkning af det enkelte individ og konsekvensen ved ikke at have en kritisk tilgang. Dette er en vigtig del af danskfagets opgave.

Om anmeldelser på Blogger
I læseplanen for faget dansk står der, at "Læselyst, læsevaner og læsehastighed er centrale begreber […] Læsevaner og læseinteresser drøftes løbende med og mellem eleverne" (Fælles Mål 2009).
I arbejdet med boganmeldelser og Blogger vil vi gerne skabe denne læselyst hos eleverne. Når de arbejder med egne blogs, kan det give eleverne en følelse af ejerskab og fællesskab ved at dele læseoplevelserne med hinanden. Når eleverne deler deres produkter med resten af klassen, giver det mulighed for, at de kan debattere deres læseoplevelser og derved engagere til videre læsning.
Ved at lave en anmeldelse, lærer de at have en kritisk og refleksiv tilgang til bøger – en tilgang de kan tage med videre og bruge til at vurdere mange af de andre kulturprodukter, de bombarderes med hver dag.

Selvom sprogbrug ikke er hovedfokus i undervisningen, mener vi, at et arbejde med blog kan sætte gang i elevernes refleksioner over internettet som kommunikationsværktøj. Vi håber, at bloggen som debat- og kommunikationsforum kan skabe øget forståelse for og indsigt i forskellighed, samt tolerance og accept af denne. Som lærer kan det derfor være nødvendigt at skabe en fælles forståelse for god samtaleetik.

Undervisningsforløb
Trinmål
- Skrive kommenterende, forklarende og argumenterende med et ordforråd tilpasset forskellige teksttyper
- Karakterisere og kunne anvende forskellige genrer inden for fiktion og ikke-fiktion

Indhold
- At bruge Blogger
- Boganmeldelsen som genre
- Eleverne skal præsentere en boganmeldelse gennem det digitale læremiddel Blogger

Metode
- Undervisning ved interaktiv tavle
- Selvstændigt arbejde på computer – både i skrivefasen og i elevernes feedback til hinanden

Teknik og rammer
Description: C:UsersJeppe BarslundDocumentsSkoleADad ugeTIL BLOG.jpg
Description: C:UsersJeppe BarslundDocumentsSkoleADad ugeTIL BLOG.jpg
Der findes mange blog-platforme at vælge imellem, og alle har fordele og ulemper, alt efter hvad formålet med bloggen er. I vores tilfælde, hvor bloggen skal bruges til at anmelde bøger til internt brug i en skoleklasse, er behovet for en omfattende blog med talrige undermenuer og komplekse funktioner ikke en nødvendighed, og Bloggers blogspot-platform understøtter fint de kvaliteter, vi har tiltænkt anmelder-bloggen.

Blogger er for det første meget nemt at bruge, da alt som udgangspunkt er samlet på én side. Man skal ikke bryde hovedet med komplicerede designs og kode-programmeringer, men ret beset bare indrette sin blog vha. præ-designede komponenter, hvis anvendelse man kan sætte sig fornuftigt ind i på et par timer.

Brugerfladen på en blogspot-blog kan ret groft koges ned til følgende model. Øverst på bloggen har man en overskrift (evt. bloggens navn) eller et "blog-banner"; et billede, der identificerer bloggen. Det kunne fx være et billede, klassen havde lavet i fællesskab for at give bloggen et visuelt præg af kollektiv ejerskabsfornemmelse.
Nedenunder står anmeldelserne, altså de indlæg eleverne skriver. Man kan selv bestemme, hvor mange anmeldelser bloggen skal vise.
I sidebjælken ude til højre kan man indsætte en lang række af forskellige funktioner efter behov, fx oversigter (over anmeldelser og/eller genrer), et fælles-defineret karakter-system, de fx 10 seneste kommentarer, "månedens bog", "mest læste" og meget andet. Funktionerne i denne sidebjælke kan let omarrangeres og opdateres.

Elevforudsætninger
Vi tillader os at tro, at elever i 5. klasse er habile internetbrugere. De tilhører net-generationen af ”digitale indfødte” (Jens Jørgen Hansen), og har derfor – som udgangspunkt - et mere intuitivt grundlag at lære nye digitale medier på, samt bedre forudsætninger for at arbejde med fx blogs. De lærer hurtigt, og netbaserede værktøjer – om end nye i deres bevidsthed – er sjældent fremmede for dem, og da Blogger er en utroligt nem blog-platform at arbejde med, vil de med al garanti kunne navigere sikkert rundt i teknikken efter kort introduktion. Skulle der være elever, der har svært ved at sætte sig ind i blog-systemet, er det vores erfaring, at elever – som IT-superbrugere - er gode til at hjælpe hinanden, og ofte vokser de med ansvarsfølelsen af at kunne agere ”hjælpelærer” .
Eleverne er i 5. klasse i starten af puberteten, hvor klikedannelse og sårbarhed kan være udtalt. Det kan derfor være en nødvendighed at debattere god samtaleetik med dem – noget der vil komme dem til gavn, når de skal navigere i cyberspace.
Boganmeldelsen er en genre, som eleverne har stiftet bekendtskab med før, både i skolen og i deres dagligdagsliv. Hver gang man taler om en oplevelse, lige fra en film til en tur i en forlystelsespark, vil man naturligt blive spurgt om sin vurdering og en argumentation for denne (”Hvorfor?”). Anmeldelsen ligger ikke langt fra deres erfaringsverden, og eleverne vil derfor ikke have svært ved at arbejde med denne genre.
Vi tilgodeser elever med svage læsekompetencer, da eleverne selv må vælge den skønlitterære bog, der ligger til grund for anmeldelsen. Eleverne kan vælge en bog på deres eget læseniveau, så opgaven ikke er uoverkommelig for dem.
Elever med svage skrivekompetencer tilgodeses, da det er meget åbent, hvor meget der skal skrives i anmeldelsen. Der er nogle minimumskrav, der skal honoreres, men derudover kan eleverne selv administrere, hvor meget de kan overskue at skrive i forhold til deres skriveniveau.

Evaluering

Kriterier for målopfyldelse
- Eleverne har lavet en boganmeldelse, der opfylder minimumskravene
- At eleverne har uploadet boganmeldelsen på klassens blog
- At eleverne har kommenteret på en andens boganmeldelse
- At eleverne har forstået genretrækkene ved en boganmeldelse

Evaluering
Den formative del af evalueringen består i, at læreren observerer elevernes arbejde i forhold til bloggen, så læreren får en fornemmelse af, om eleverne har forstået bloggens mekanismer. Denne evaluering foregår løbende i forløbet.
Den summative del af evalueringen består af lærerens vurdering af elevernes skriftlige arbejde:
- har eleverne skrevet en boganmeldelse og efterfølgende uploadet den på den fælles blog
- følger anmeldelsen genren
- har eleverne kommenteret en andens elevs anmeldelse

Forudsætninger for forløbet
- eleverne har læst en skønlitterær bog (dette forløb ligger efter arbejdet med bogen, som eleverne har valgt)
- Eleverne har i forvejen arbejdet med fx personbeskrivelser, resumé mm.
- læreren har oprettet en profil på Blogger

Lektion 1-2

Materialer
Computer
Interaktiv tavle

Mål
Kendskab til og fortrolighed med at bruge Blogger
At kunne oprette sit eget indlæg

Indhold
Blogger

Metode:
Eleverne arbejder selvstændigt
Læreren introducerer eleverne til Blogger
Eleverne skal hver især:
- oprette et testindlæg
- koble stikord til deres testindlæg(tags)
- slette testindlæggene til sidst

Lektion 3-5

Materialer
Computer
Elevernes selvvalgte bøger

Mål
At eleverne får oprettet deres eget indlæg på bloggen
At eleverne skriver en boganmeldelse og udgiver den på Blogger

Indhold
Boganmeldelse
Der bliver stillet krav til indholdet af boganmeldelse. Den skal indeholde
- bogens titel
- bogens forfatter
- bogens genre/emne
- et resume på mindst 5 linjer
- handlingens tid og sted
- en personbeskrivelse af de to vigtigste personer(ydre, men også gerne indre)
- vurdering af bogen – inkl. begrundelse
- bedømmelse på en skala fra 1-6
- Eleverne kan evt. finde billeder af bogen på nettet, som kan lægges ind på bloggen

Metode
Eleverne opretter hver især et indlæg på Blogger. Indlæggets titel skal være bogens titel + elevens navn, fx Drengen med sølvhjelmen – Jeppe.
Eleverne arbejder selvstændigt med deres boganmeldelse.
Når eleverne har skrevet deres boganmeldelse, skal den offentliggøres på Blogger.

Lektion 6

Materialer
Computer

Mål
At eleverne kommenterer en klassekammerats boganmeldelse

Indhold
1. Boganmeldelse – kommentarer til klassekammerater

Eleverne skal kommentere på boganmeldelsen ved at svare på to spørgsmål:
- Er anmeldelsen godt skrevet – hvorfor/hvorfor ikke?
- Får du lyst til selv at læse bogen – hvorfor/hvorfor ikke?

2. Evaluering
- Hvordan synes I det var at lægge boganmeldelsen på Blogger? – hvorfor?
- Vil I bruge Blogger fremover? – hvorfor?
- Hvordan var det at jeres kammerater skulle læse jeres boganmeldelse og give feedback på den?
- Hvordan var det at læse en andens boganmeldelse og give feedback på den?
- Har I fået lyst til at læse en af de anmeldte bøger?
- Kunne I tænke jer at arbejde på denne måde i dansk en anden gang?

Metode
Eleverne trækker et af klassekammeraternes navne og skal læse dennes boganmeldelse.
Elevernes svar på spørgsmålene skal skrives ind som kommentarer til boganmeldelsen.
Lærerstyret samtale om evalueringsspørgsmålene i plenum.





[1] Det udvidede tekstbegreb, forstås; "en tekst indgår i en kommunikation og bærer en mening", altså al tale, skrift, film, musik, billeder, kropssprog osv. (Jeppe Bundsgaard)

Krav til undervisningsforløbet


I det planlagte og begrundede undervisningsforløb skal der være:

Dannelses-, lærings- og fagsyn

  • En beskrivelse af det dannelses-, lærings- og fagsyn som udgør jeres fundament for jeres planlægning af forløbet.
    • Hvordan får jeres dannelses- lærings- og fagsyn betydning for valg af mål, indhold og undervisnings- og arbejdsformer

Begrundelse for brug af digitale ressourcer

  • Overvejelser over, hvordan de digitale ressourcer understøtter og fremmer de valg I har truffet omkring mål, indhold og arbejds- og undervisningsformer.
    • Hvordan åbner de digitale ressourcer for nye muligheder i undervisningen?

Elevernes forudsætninger

  • Overvejelser over elevernes forudsætninger for at arbejde med de digitale ressourcer
    • hvilke kvalifikationer og kompetencer forventer I at eleverne har i forhold til at arbejde med digitale ressourcer, og hvordan vil I tage højde for, at eleverne sandsynligvis har forskellige forudsætninger?

Evalueringsmetode

  • Overvejelser over, hvordan de digitale læremidler faciliterer evalueringen af undervisningen og elevernes læring
    • Hvilke former for evaluering vil I benytte i forbindelse med jeres undervisningsforløb